Billedet er fra en tidligere lejlighed, hvor der blev undervist i optage- og fortælleteknik på film. Dengang blev tre kortfilm optaget og redigeret i klubregi med klubbens egne medlemmer som filmfolk, skuespillere og statister. Foto: Lars Laursen.
Heller ikke i torsdags kunne Reza være til stede og undervise denne torsdagens emne. Forrige torsdag blev der undervist i vigtigheden af lyd og lydeffekter, som du mere deltaljeret kan studere her.
Der blev i maj 2022 foreslået fire emner, som kan være interessante. Det næste er: Optageteknik og historiefortælling.
Optageteknik og historiefortælling
Denne og kommende torsdage undervises i grundlæggende optageteknik, og hvordan man fortæller en historie med korte videoklip. Vi kommer både ind på optagevinkler, sætning af lys og optagelse af lyd.
Klubmedlem Reza Pakzad har tidligere benyttet seks film til at illustrere disse emner. Fire af dem kan undertegnede vise på klubbens storskærm. De er rigtigt nyttige som instruktion i emnerne.
-
- En russisk film, der rigtigt godt illustrerer kameraføring og -vinkel.
- En amerikansk kortfilm, der tager et barsk emne op. Kortfilmen vandt en Oscar. Filmen er god til at illustrere historiefortælling via hovedsageligt klip for klip uden særligt meget tale – altså fortællende scener.
- En iransksproget sort/hvid musikvideo, der illustrerer usædvanlige og skæve kameravinkler på en kunstnerisk måde.
- Rezas egenoptagede kortfilm af et ungt par, der står overfor at skulle giftes og derfor giver hinanden forlovelsesringe på.
Reza har også tidligere vist en kortfilm, som han selv producerede i anledning af kollegas/vens jubilæum for at fejre denne.
1. kortfilm: Min søsters halskæde – Hun betalte den højeste pris
Denne russisksprogede kortfilm illustrerer bl.a. vigtigheden af synsvinkel – altså de agerende personers vinkel, hvilket kan have en meget stor virkning for dens handling og forståelighed. Den illustrerer vigtigheden af kameraføringen og betydningen af bevægelse i en film.
Kortfilmen er en filmisk bearbejdning af lignelsen, “Huen betalte den højeste pris”. Den er en forkortet udgave af en lidt længere russisk film, der også findes på YouTube. Du kan læse den russiske dialog herunder, forsøgt oversat til forståeligt dansk:
En sælger stod ved skranken i sin butik og kiggede åndsfraværende ud på gaden. En lille pige gik hen til butikken og trykkede næsen mod butiksruden. Hendes øjne strålede af glæde, da hun så, hvad hun søgte efter. Hun gik ind og bad om at få vist den turkise perlekæde.
– “Det er til min søster. Kan du pakke den pænt ind?” spurgte den lille pige.
Ejeren kiggede vantro på den lille pige og spurgte:
– “Hvor mange penge har du?”
Uden skyggen af tvivl stak hun hånden i lommen, hældte lidt småpenge ud på disken og spurgte, mens hun smilede lykkeligt:
– “Er det nok?”
Der var kun nogle få småmønter. Men pigen fortsatte med stolthed:
– “Jeg vil give den til min storesøster. Efter at vores mor døde, har min søster taget sig af os, men hun har ikke tid til sig selv. I dag er det hendes fødselsdag, og jeg er sikker på, at hun gerne vil modtage sådanne perler, de passer godt til hendes øjenfarve.”
Manden tog pengene, gik hen til butiksvinduet, hentede perlekæden, lagde den på disken, pakkede den ind i en æske med et blåt bånd og bandt en sløjfe.
– “Værs’go!” sagde han til pigen. “Og pas godt på den!”
Pigen gik ud af butikken og løb glædestrålende hjem.
Ved lukketid trådte en ung kvinde henover dørtærsklen til den samme butik. Hun lagde en æske, indpakningspapir og en ubundet sløjfe på disken til sælgeren.
“Er disse perler købt her? Hvor meget kostede de?”
– “Åh!” – sagde ejeren af butikken – “Prisen på en vare i min butik – den er altid en fortrolig aftale mellem mig og kunden.”
Den unge kvinde sagde:
– “Men min søster havde kun få mønter. Det er perler af ægte turkis, ikke sandt? De må være meget dyre. Vi har ikke råd til dem!”
Manden tog om æsken med stor ømhed og varme, lagde perlekæden i den igen, overbragte den til den unge kvinde og sagde:
– “Hun betalte den højeste pris … Mere end nogen voksen kunne betale: hun gav alt, hvad hun havde.”
Stilhed fyldte den lille butik, og to tårer trillede ned ad den unge kvindes ansigt, mens hun holdt fast om den lille æske med rystende hånd …
2. kortfilm: SKIN – modtog Oscar for bedste live action kortfilm i 2019
Lars har tidligere købt filmen til visning på Vimeo, så du vil kunne se den gratis via hans Vimeo-konto på storskærmen i klubben.
Filmen er interessant af mere end én grund. Den foregår i en amerikansk sydstat med en særlig problematik. Den har en sammenhængende og velgennemtænkt handling. Og i den sidste halvdel af filmen forsøges alting vist og forklaret næsten udelukkende via levende billeder – uden tale – med alle de tanker og følelser, der måtte gå gennem seeren. Er det virkeligt muligt at fortælle en længere (kompleks) historie uden tale? Bedøm selv.
3. kortfilm: En iransk musikvideo
Denne sort/hvide musikfilm, der nærmest er en musikvideo, der illustrerer forskellige anderledes, skæve og uskarpe kameravinkler, som fungerer alligevel.
Jeg kan desværre ikke finde den på YouTube lige nu, men jeg har en kopi af filmen på PC’en.
4. kortfilm: Om et par, der står over for at skulle giftes
Reza har selv optaget en film af et ungt par optaget ved Espergærde Havn, som giver hinanden forlovelsesringe. Den viser, hvordan en film kan sættes sammen af korte klip for at fortælle en historie – uden tale men med følelser.
Hvad kan du bruge denne undervisning til?
Der synes at være to holdninger til undervisning i filmteknik og -optagelse i fællesskab:
-
- På et tidligere filmkursus har Reza – efter først at have undervist i grundprincipperne – opfordret deltagerne til at forfatte et manuskript til en kortfilm af få minutters varighed; tegne et storyboard med alle scener; og derefter ladet opgaverne fordele mellem de fremmødte, så de påtog sig poster som instruktør, scriptboy/girl, lysmand/kvinde, lydmand/kvinde, kameramand/kvinde, skuespillere, statister m.m. Siden skulle filmen redigeres og klippes til. Idéen med at alle deltager i optagelsen og redigeringen af kortfilmen er, at her får alle mulighed for rent praktisk at afprøve det, de er blevet undervist i. Det kan de benytte i deres fremtidige videooptagelser og ved redigering og klipning af egne film.
- Nogle deltagere har dog det synspunkt, at de KUN vil arbejde med deres egne ting og kun egne filmklip og synes, at det er helt uinteressant at være med til at lave en kortfilm, som de ikke har nogen personlig interesse i.
Hertil er at sige, at idéen med at gøre noget i fællesskab er dels at lære at arbejde sammen om et filmprojekt og se og forstå alle arbejdsopgaver, dels muligheden for at opnå erfaring, og dels at der KUN er en enkelt lærer. Det sidste medfører, at læreren kun skal forholde sig til et enkelt projekt. Alle kan deltage, og alle vil kunne forstå de særlige problemstillinger, der opstår eller er opstået, som måske er svære at gøre om. Det er meget lærerigt, man bliver meget opmærksom på vigtigheden af en række ting.
Hvis deltagerne på kurset ikke ønsker at beskæftige sig med andet end deres egne projekter med egne klip, har deltagerne ikke noget til fælles, og læreren skal være hyperaktiv for at tilfredsstille alles forskellige ønsker og behov samtidigt. De andre deltagere står og tripper for at få hjælp og vejledning til netop deres eget projekt, mens læreren vejleder andre, for de ikke nogen interesse i de andre deltageres projekter. Ofte vil man på sådanne kurser opleve, at deltagerne falder fra undervejs af bare kedsomhed, mangel på stimulation eller ærgelse over ikke at blive serviceret hele tiden uden at få maksimal mulighed for individuel hjælp og vejledning.
Vi har før haft deltagere, der ikke ønskede at beskæftige sig med andet end deres egne ting. Det fungerer bare ikke, og de har ikke kunnet forlige sig med undervisningen og har reelt ikke fået noget ud af den.
Så lærerkræfterne opfordrer til at se mindre på sig selv og egne umiddelbare ønsker og iagttage en team spirit – for i sidste ende lærer man mest på denne måde. Den anden måde egner sig godt til selvstudium, men ikke til holdundervisning og en bredt funderet og favnende uddannelse.
Du kender det sikkert godt fra din egen uddannelse i din ungdom.
Eksempel: For at blive pædagog i dag, skal man uddanne sig i hele fire år; man skal i praktik inden for fire forskellige pædagogiske områder: vuggestue/børnehave, skole/fritidsordning, handicappede børn/voksne og psykisk syge voksne.
Nogle har fra begyndelsen den forestilling, at de KUN vil arbejde i børnehaver – de har ikke brug for en bredt favnende uddannelse, der inkluderer andre områder, for de elsker børn. Men praksis viser også, at nogle er begyndt at arbejde med mindre børn, men efter en årrække er de mættet af arbejdet med børn. Deres egne børn er måske blevet teenagere, og vuggestue og børnehave er måske ikke så interessant mere.
De vil pludselig gerne arbejde med voksne og voksenpædagogik. Her kommer deres generelle uddannelsesbaggrund ind ganske handy. Havde de ikke den brede baggrund og erfaring gennem de fire praktikområder, ville de måske føle sig fanget til at blive ved med det, de først ønskede og ikke have mulighed for at beskæftige sig med noget andet område.
Nogle kender måske til det at føle sig fanget af omstændighederne og begrænsningerne i deres liv. Det giver en ufrihed.
På Den Danske Filmskole lærer de studerende om alle fagområderne, selvom de måske har en foretrukket fremtidig beskæftigelse. Men fremtiden er for mange ukendt, selvom de opfører sig, som om de kender den fra begyndelsen. Derfor er det godt at have stiftet bekendtskab med mange ting – det giver større fremtidig frihed og nutidig indsigt.
Med venlig hilsen
Lars Laursen, næstformand i Seniorfoto- og Videoklub.