Dette er et foto, du sikkert har set før. Jeg kender et sted i Bagsværd, hvor det har hængt som en plakat i en ramme i en årrække. For nogle er det et billede af en høj, smuk, ung kvinde, der går hen ad gaden og må gå spidsrod mellem italienske mænd, der retter lystne blikke mod hende. De opfatter det som sexistiske mænds nærgående interesse, der kan være utryghedsskabende og krænkende for kvinden. Andre opfatter det som en rejselysten og selvsikker kvinde, der nyder mændenes beundrende blikke, fløjten og flirten.
Historien bag billedet
Kvinden på billedet er den amerikanske lærerinde og malerinde Ninalee “Jinx” Allen Craig, der i en alder af 23 år fra New York rejste til efterkrigstidens Europa i april 1951 og også til Italien i august 1951. På Hotel Berchielli i Firenze boede hun for $1 per overnatning inklusive forplejning.
Her mødte hun den 29-årige amerikanske fotojournalist Ruth Orkin. Orkin rejste rundt i Europa og opholdt sig tre uger i hver by. Dagen efter de mødtes, opfordrede Ruth til, at de to gik ud i byen, hvor hun ville tage fotos af Ninalee i situationer, som enlige rejsende kvinder kan komme ud for. De skulle gå ud for at udforske Firenze sammen, og Orkin ville tage fotografier af Ninalee, mens hun drak kaffe, købte frugt på markedet, beundrede arkitekturen osv.
Fotografierne skulle bruges i et fotoessay i et amerikansk kvindemagasin. Kl. 10:30 om formiddagen på årets varmeste dag stillede Ruth sit kamera op i et gadekryds i den indre by i Firenze, hvor en del arbejdsløse mænd hængte ud.
På stedet bad Orkin Ninalee gå henad fortovet ved Piazza della Repubblica foran Caffé Gilli i retning mod kameraet, men mændene ænser ikke den for den tid usædvanligt høje kvinde, der måler 182 cm. Mændene, der hængte ud dér, stirrede ind i Orkins kamera og lavede grimasser til fotografen, og de lagde ikke meget mærke til Ninalee, fordi de syntes, at det var sjovere at se på fotografen og hendes kamera.
Så bad Orkin Ninalee gå tilbage til sit udgangspunkt og gå hen ad gaden igen. Ruth beder manden på Vespaen sige til de andre mænd, at de ikke skal kigge på hendes kamera. Og denne gang råbte Orkin til mændene, “Se på pigen!” mens hun selv bekymrede sig om at fotografere Ninalees vandring og dermed fik sit foto i kassen. Fotografiet er dermed en smule opstillet og så alligevel ikke.
På fotoet kan man se, at mændene har kun øje for Ninalee. En mand tager sig i skridtet, mens han viser en kyssende attitude. Ninalee går stoisk med rejst pande, nedslået blik og ser hverken til højre eller til venstre. Hun holder fast om sit sjal og sin håndtaske, mens hun tilsyneladende går spidsrod mellem mændene. En ung mand til højre i billedet sidder på sin Vespa og ser meget interesseret på hende.
Øjeblikket blev fastfrosset, og resten er historie – billedet er blevet ikonisk. Billedet hænger i plakatform mange steder rundt om i verden – også i Danmark. Rejselystne unge kvinder har haft det hængende på deres værelse. Italienske restauranter og barer i Italien og andre lande har også haft det hængende på væggen. Det kan bl.a. købes som kunstplakat her.
“Jeg er selvsikker. Jeg ejer gaden. Jeg går fuldkomment tillidsfuldt. Jeg er ikke på mindste måde befippet eller generet eller bange.”
— Ninalee Allen
Kontroverser og Ninalees egen oplevelse af situationen
Øjeblikket blev sandeligt fastfrosset, men dets mening var en kilde til ophedet spekulation og debat. En fremherskende tolkning af scenen – at den skildrer rystende sexchikane over for en ung kvinde – blev gendrevet af fotografiets hovedperson.
Ninalee Craig, som hun hed efter at have giftet sig med sin anden mand (hendes første mand var en italiensk greve, som hun boede sammen med i Milano med grevindetitel), sagde, at hun havde et brag af en oplevelse den dag, og ikke kunne bekymre sig mindre om den hujen og de tilråb, der kom fra mændene. Hun forsvarede endda mændene gennem årtiers efterfølgende lidenskabelige debat om, at hun var blevet sexchikaneret.
”I min historie om billedet,” fortalte hun det canadiske nyhedsmedie The Globe and Mail i 2011, ”ærgrer mange kvinder sig over fotoet. De synes, at det er fornærmende. De tror, at jeg ikke kunne gå ned ad gaden uden at blive generet. Men jeg kalder det at blive værdsat. Jeg blev ikke chikaneret.” Med en affejende håndbevægelse tilføjede hun: “Jeg er fuldstændigt behersket. Jeg er selvsikker. Jeg ejer gaden. Jeg går i fuldkommen tillid. Jeg er ikke på mindste måde forfjamsket eller generet eller ængstelig.”
Hvad angår hendes ansigtsudtryk på billedet, forklarede Ninalee Craig, at hun forestillede sig, at hun var den ædle Beatrice fra en af hendes yndlingsbøger, Dantes Guddommelige Komedie, der er skrevet i 1300-tallet.
“Man måtte vandre med fuldkommen selvsikkerhed og opretholde værdighed uanset hvad. Det sidste, man ville gøre, var at se dem i øjnene og smile. Jeg ønskede ikke at opmuntre dem. Dette udtryk er blevet fortolket på en dyster måde, men det var lige modsat. De havde det sjovt, og det havde jeg også,” fortalte Ninalee Craig.
Til trods for hendes påstand om billedets helt uskyldige konnotationer, ”bliver billedet ved med at fremkalde gys hos kvinder, der er blevet udsat for uønsket opmærksomhed – et problem, der især er relevant i lyset af nutidens #MeToo-bevægelse,” har kunsthistorikeren Barbara Isherwood fra Toronto udtalt. At nogen grad af iscenesættelse fandt sted ”bringer også dette billede ind i en nutidig diskussion vedrørende det ømtålelige emne om, hvad der er sandhed inden for fotografien.”
For Ninalee Craigs nevø, Brooks Walker, en professional fotograf, der bruger dette billede, når han underviser, falder iscenesættelseselementet inden for ”et gråt område. Men ingen af personerne på billedet blev bedt om stå i en bestemt positur eller blev stillet op. Scenen er autentisk.”
Brooks Walker berettede også, at hans moster havde fortalt ham, at billedet ”overhovedet ikke var en del af #MeToo-bevægelsen.”
Med hensyn til manden, der rører ved sig selv, har Ninalee Craig skrevet i The Guardian, at ”hun var vant til det. Det var næsten som et held-og-lykke-tegn for den italienske mand, der sikrede sig, at ‘familiejuvelerne’ var intakte.”
Til trods for dette, udelades manden til venstre i billedet, der tager sig i skridtet, ofte eller airbrushes væk, som det også ses i videoklippet herunder, hvor en canadisk bosat russisk kvinde på engelsk fortæller om sin betagelse af plakaten.
Udstilling med Ruth Orkin på Toronto kunstgalleri
For Stephen Bulger, hvis kunstgalleri i Toronto, der er opkaldt efter ham og som viste fotografiet på dets 60-års dag, var den spontaneitet og glæde, som førte til dets skabelse, karakteristisk for Ninalee Craig.
”Hun var en ægte kraft,” sagde han. ”De fleste sagde, at de aldrig har mødt nogen helt som hende. Og i hendes tilfælde var det fuldstændigt træffende. Hun nød livet og alting, var altid engageret og forblev nysgerrig. Den holdning var med hende hele livet.”
Efter sin 6-måneder lange Europa-rejse vendte hun tilbage til New York og arbejdede som lærer og som forfatter til reklamer. Hun giftede sig med den italienske greve og boede sammen med ham i Milano, men blev senere skilt. Efter at være vendt tilbage til New York mødte hun en canadisk direktør for et stålfirma, som hun giftede sig med og flyttede til Toronto. Her blev hun mæcen med særlig interesse i Canadian Opera Company. Hun var også en uforbederlig samler af inuit-kunst, babyrangler og moderne kinesisk kunst, bl.a. objets d’art.
Ninalee “Jinx” Allen Craig døde den 1. maj 2018 i Toronto i Canada som følge af komplikationer i forbindelse med lungekræft. Hun blev 90 år. Hun efterlod sig en stedsøn fra første ægteskab, tre stedbørn fra det andet samt 11 børnebørn og 10 oldebørn.
Ruth Orkins egen forklaring til billedet
Selvom fotografiet American Girl in Italy 1951 synes at være et gadebillede fanget i det rette øjeblikket – et øjeblik som den franske streetfotograf Henri Cartier-Bresson kalder ”det afgørende øjeblik” – var det faktisk iscenesat for kameraet af Orkin og hendes model. ”Idéen til billedet havde ligget mig på sinde i årevis – lige siden jeg var gammel nok til selv at gå gennem oplevelsen,” skrev Orkin senere.
Mens hun rejste alene i Italien, mødte hun den unge kvinde, “Jinx” Allen, som ses på fotografiet, på Hotel Berchielli i Firenze og sammen påtag de sig at genopføre scener fra deres oplevelser som enligt rejsende.
”Vi havde det vanvittigt sjovt, da dette hjørne af Piazza della Repubblica pludseligt nærmede sig i horisonten,” erindrer fotografen sig. ”Her var den perfekte ramme, jeg havde ventet på alle disse år… Og her var jeg med kameraet i hånden med den ideelle model! Alle disse mænd var perfekt opstillede, der var ingen distraherende sol, baggrunden var harmonisk, og krydset var ikke fyldt med trafik, hvilket gjorde det muligt for mig at stå midt i det et øjeblik.”
Billedet skulle egentligt være solgt til den New York-baserede avis Herald Tribune, men det blev med dets veltalende blanding af realisme og teatralskhed først offentliggjort i 1952 i Cosmopolitan Magazine som en del af artiklen, ”Vær ikke bange for at rejse alene”, der også omfattede andre fotos med Ninalee Craig.
Læs om Ruth Orkins historie, og hvordan Vær-ikke-bange-for-at-rejse-alene-artiklen i damebladet Cosmopolitan blev til (engelsksproget).
Kilde: The Metropolitan Museum of Art
Ruth Orkins webarkiv over hendes fotos
Ruth Orkin døde 16. juni 1985 i en alder af 63 år. Hendes datter vedligeholder et websted med og om moderens billeder – og har også flere sider med billeder med Ninalee Craig, som her kaldes ”Jinx” (dansk: ”Ulykkesfugl”), fordi Ninalee kaldte sig Jinx Allen under rejsen.
Datteren viser bl.a. billedet herover af Ninalee, der begejstret ses siddende kørende bag på den fra billedet meget interesserede unge mands Vespa. Fotoet mere end antyder, at hun var begejstret for situationen. Denne unge mand, der var søn af en stålmagnat, mødte hun senere til en fest, hvor han viste sig at hedde greve Marco Marchi.
Hendes anden mand, der var direktør i en canadisk stålvirksomhed, var også til stede ved den lejlighed. Her gav Marco sig til kende og sagde, at det var ham, der var på Ruth Orkins ikoniske foto, hvilket ikke behagede ægtemanden, der indigneret replicerede, ”Hun er min kone!”
Hyldestvideo om billedet
Allan Diamond, stifteren af Montreal Art Center, malede i 2016-2019 et maleri i farver efter “American girl in Italy 1951” til centrets italienske renæssancerum som hyldest til Ruth Orkin i anledning af centrets 10-års jubilæum og udstillingen af Ruth Orkins fotos på hendes 100-års dag i 2021. Se videoen herunder om det oprindelige foto såvel som maleriets tilblivelse.
Skrevet af:
Lars Laursen, formand for Seniorfoto- og Videoklub.
Kilde: Berlingske.dk: “American Girl in Italy” taler ud
