Jesper Plambechs motto er dig måske bekendt: ”Fotos skal ses”.
Med det forstår han bl.a., at dine fotos ikke blot udelukkende skal ligge på dine harddiske, men at det næsten er en synd – eller i hvert fald spild – ikke også at vise nogle af dem frem for en bredere offentlighed.
Et sted at vise dem frem – som vi allerede praktiserer – er via klubbens hjemmeside. Og du har måske endda din egen hjemmeside eller blog, hvor du viser nogle af dem frem.
Men der er også andre muligheder.
Klubbens bestyrelse har i et stykke tid arbejdet henimod, at medlemmerne kan udstille ca. 30 papirfotos på biblioteker i Gladsaxe Kommune. Det sker bl.a. for at fejre klubbens 10-års jubilæum, der er den 12. februar 2022.
Det er især Karen og Bjarne, der er primus motorer for disse udstillinger. De har taget kontakt til Gladsaxe Bibliotekerne med henblik på fotoudstillinger i løbet af 2022.
Følgende biblioteker har tilkendegivet, at vi gerne må udstille hos dem:
-
- Bibliotek+ i perioden 7.-27. februar 2022.
- Gladsaxe Hovedbibliotek i august måned 2022.
- Mørkhøj Bibliotek – tidspunktet er endnu ikke fastlagt.
- Bibliografen i Bagsværd – tidspunktet er ikke afklaret endnu.
Vi kan benytte vores egne spanske vægge samt bibliotekernes egne til at stille vores fotos op på – og måske også vores fotostaffelier. Der er måske også andre muligheder. Det vil variere fra udstilling til udstilling.
Du opfordres til at finde to fotos frem fra dine gemmer, som du gerne vil have med på disse fotoudstillinger. Fristen for indsendelse af fotos er den 6. januar 2022, og de kan sendes til seniorfotovideo@gmail.com.
Men vi har allerede før afholdt en fotoudstilling i klubregi – hvordan gik det egentligt dengang?
Tidligere fotoudstillinger
Klubben har tidligere afholdt fotoudstillinger – senest i 2019/2020, hvor klubmedlemmerne på skift kunne vise et antal fotos i en måned ad gangen på Høje Gladsaxe Bibliotek. Men klubbens første officielle fotoudstilling var en vandreudstilling om livet i Høje Gladsaxe i 2018.
I 2018 blev klubbens medlemmer opfordret til at tage fotos af aktiviteterne i forbindelse med et fællesprojekt startet af Høje Gladsaxe Bibliotek og Vores HG sammen med 29 foreninger og aktiviteter i Høje Gladsaxe. Dette projekt blev under ét blev kaldt for Høje GladsaxeLiv.
Seks klubmedlemmer meldte sig til projektet, som betød at de skulle fotografere begivenhederne over 13 forskellige dage, som de fordelte mellem sig.
Fotografierne blev løbende vist frem på klubbens hjemmeside.
Jesper Plambech og formanden undersøgte dengang mulighederne for at afholde en fotoudstilling på Gladsaxe Hovedbibliotek med klubmedlemmernes fotos fra Høje GladsaxeLiv.
Den 16. august 2018 holdt klubben fernisering af udstillingen på Gladsaxe Hovedbibliotek, som de seks fotografer havde leveret fotos til.
Klubmedlem Johnny Bjørnestad optog og redigerede i den anledning nedenstående video fra ferniseringen af udstillingen på Gladsaxe Hovedbibliotek.
Mange klubmedlemmer, personale fra Høje Gladsaxe Bibliotek og Vores HG samt formanden for Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget i Gladsaxe Kommune, Katrine Skov, deltog sammen med bibliotekets andre gæster.
Formanden holdt ved ferniseringen en tale om Høje GladsaxeLiv-projektet, dets afvikling og tilblivelsen af fotoudstillingen med en tak til alle medvirkende.
Klik herover for at se videoen. Du kan læse den tale, som formanden holdt ved ferniseringen i PDF-format her.
Efter Gladsaxe Hovedbibliotek blev udstillingen flyttet til Gladsaxe Rådhus i september 2018, hvor den stod i foyeren. Siden flyttede den til kælderen i Haraldskirken i Høje Gladsaxe. Her løb den fra 5. november til 2. december 2018.
En stor tak til Tanja Clausen fra Gladsaxe Bibliotekerne og Jens Frederiksen fra Vores HG til at få udstillingen op at stå. Og især en stor tak til alle de frivillige i klubben, der har medvirket til og gjort en indsats for projektets virkeliggørelse – ikke mindst de seks fotografer:
-
- Karen Bjerggaard
- Bjarne Damsgaard
- Jesper Plambech
- Marcel Dupont
- Marianne Godtfredsen
- Lars Laursen
Med venlig hilsen
Lars Laursen, formand for Seniorfoto- og Videoklub.